Oplevelser
Hver gang jeg har startet et nyt sted, har jeg måtte forklare hvordan man skal forholde sig til min epilepsi…
Og hver gang har det været sjovt, at høre hvor meget hver enkelt person kendte til det, at have epilepsi.
F.eks kan jeg stadig huske at chefens mor ved Havnens jern & metal fortalte:
“Jeg har hørt folk sige, at man bare skal stikke en finger i halsen på en der ligger i kramper”
Hvor til jeg har måtte svare:
” Aaah, det skal du så nok ikke, vel?!
Du skal lægge mig i aflåst sideleje, så jeg ikke får spyttet galt i halsen, og så går anfaldet som regel over af sig selv.
Dernæst tilkalder du en ambulance, og infomere min nærmeste familie.
Det er de VIGTIGSTE ting man skal vide om krampeanfald”
Skyggen
Det er svært nogle gange at leve med et usynligt handicap, og der hersker en evig debat om man skal oplyse sit handicap før eller efter jobsamtalen, for hvordan reagere de, når de ser det uventede…
Selv går jeg ind for, at man oplyser til jobsamtalen, så chefen ved hvad han har med at gøre, og kan informere de andre medarbejdere om det samme…
Ligesom skyggen kommer og går, kan man heller ikke løbe fra sit handicap, uanset hvor meget man prøver..
Lyset
Heldigvis er lyset stærkere end skyggen, så hvis man trives i sin dagligdag, og alt køre på skinner, så er lyset stærkt nok til, at bryde skyggen, og man kan glemme de svage sider ind imellem, men det kan også være en ulempe.
F.eks. hvis du ikke har oplyst , at du har et handicap til hverken chefen eller dine kolleger, og du lige pludselig uventet ligger der på gulvet.
Hvad så???
Ingen ved hvordan de skal hjælpe dig, forholde sig til situationen, fordi du ikke har gjort dem opmærksom på det…
Du skal være heldig, hvis der lige er én af dine kolleger, der har kendskab til det, at have et usynligt handicap som f.eks. pårørende
Du kommer til, at stå til regnskab for chefen, for at han kan vide sig sikker på, om det er noget der sker tit, eller kun yderst sjældent…
- Hvad skal der tages hensyn til?
- I hvor stort et omfang?
- Hvad gør vi næste gang det sker?
Så jeg kan kun opfordre jer til, at være åben og imødekommende for dem i omgiver jer med, ellers kan de ikke hjælpe når nøden er størst.
//Rasmus – Stifter