Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd. Skal hver udenvælts fjende beredte os kende Men mod ufredens ånd, over mark, under strand, vil vi bålet på fædrenes gravhunde tænde. Hver by har sin heks, og hvert sogn, sine trolde. Dem vil fra livet med glædesblus holde.
Vi vil fred her til lands
Sankte Hans, sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde
Vi vil fred her til lands
Sankte Hans, sankte Hans
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde
Traditionens oprindelse
I virkeligheden er sankthans en gammel hedensk tradition, der fejrede sommersolhvervet, altså hvor nætterne er kortest, og det begynder at “gå den forkerte vej”, som vi plejer at sige.
Traditionen blev, ligesom julen og vintersolhvervet, adopteret af kristendommen og gjort til kristne højtider.
Vi fejrer sommersolhvervet den 23. juni, selvom det egentlig er den 21.
Det er måske kristendommens forsøg på at få det sidste ord, for traditionen siger, at den hellige Johannes, har fødselsdag den 24., og derfor fejre vi det aftenen før.
Lyset fra bålet blev tolket som symbol på Johannes, som udpegede af Kristus i en verden af mørke.
Sankthans regnes som værende en af de ældste kirkefester.
Traditionen tro
I folketroen blev sankthansaften og -nat anset som noget yderst magisk.
Sankthansaften og midsommer (som man dengang mente, var den korteste nat på hele året) faldt sammen med sommersolhverv, som var ét af de fire vendepunkter i årets gang
Den længste dag og korteste nat faldt derfor på midsommeren, og dermed fik det en særlig magisk betydning.
Man tændte derfor bål for at skræmme troldmænd og hekse væk, fordi man dengang troede på, at de var særligt aktive på helligaftener.
I Middelalderen henrettede man hekse ved at brænde dem på et bål.
Den heks, vi brænder på bålet i dag, har derfor ikke direkte noget at gøre med hekseafbrændingerne, men er et symbol på uroen ved hekse og troldmænd.
Du kan læse mere her
Nutiden
Utrygheden ved personer man ikke kender lever stadig.
Vi står hele tiden på vagt overfor vores medmennesker, til vi er sikre på, at de er i gode hænder.
Sådan er det også for os med usynlige handicaps, vi er iblandt jer hele tiden, men troen på vores ‘gode’ evner, er ikke altid anerkendt.
Symbolet med Skt. Hans gør faktisk, at jeg syntes man skal huske (Som altid), at værne om de skjulte talenter.
Der er en plads til os alle, hvis bare samfundet kigger på vores stærke sider, og ikke vores svage.
Lad det være det sidste ord for denne gang 🙂
God Sommer
//Rasmus – Stifter á Det Usynlige