At blive og være forældre til en med et usynligt handicap, kan være en stor mental udfordring.
Det usynlige handicap påvirker ikke nødvendigvis ens på begge forældre.
Her tager jeg udgangspunkt i livet med epilepsi.
Mor-rollen
Som mor bliver man hurtigere indstillet på det værste, men har også svære ved at give slip på barnet med tiden.
Min mor giver dette eksempel: “Det er meget normalt, at gå omkring og holde øje med en 3 årig, men det er ikke så normalt, at være over en 12 årig på samme måde”
Selv min mor er nogle gange overrasket over, hvor meget jeg klare og kaster mig over ifm. de sociale aktiviteter den dag idag.
Far-rollen
Som far mærker man specielt, at barnet med epilepsi kræver to forældre i lang tid, og derfor bliver det en øvelse, at være der for alle børn.
Min far fortæller: ” Fordi epilepsien fyldte så meget , fik du nok 85% af opmærksomheden og Mikkel de resterende. Der var rigtig meget fokus på dig indtil at du blev 12-13 år. “
Min far fortæller bl.a hvordan han har været nødsaget til, at nedpriotere fester med klassekammerater til fordel for at forblive i familietjenesten.
Min mor gik ikke til fester på samme måde, for hende var det mere udfordringen i at skulle passe arbejde/studie og være PÅ konstant med børnene.
Der er ingen tvivl om, at begge forældre også har mærket et press med tiden ifm. familieforøgelse, men det er en anden sag.
Opfølgning af livet med epilepsi:
Epilepsi sætter nogle begrænsninger i form af:
- Opmærksomhed: i form af opsyn specielt
- Mindre frihed: i forhold til egne valg bl.a.
- Mindre færdigheder: her iblandt uddannelses-delen.
Jeg slutter med noget min mor citeret fra en forfatter:
“Det er barnet der vælger sine forældre, og vælger dem der er bedst for barnet”
Tak for ordet
- Rasmus