Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan denne virus har påvirket mig psykisk i blogindlægget : Vagt i gevær
Omsorg og dagligdag
Efter at have boet i 2 måneder hos min mor, er jeg nu begyndt at vende stille og roligt tilbage til min dagligdag igen.
Jeg har været glad for at min mor så mig være på vej ned, før jeg selv gjorde det.
Vi blev ret hurtige enige om, at vi kun ville se og høre pressemøderne, og ikke andet vdr. Covid-19.
I starten var jeg så deprimeret, at jeg ikke gad at høre på det, men stille og roligt blev det faktisk det eneste jeg så, da vi nærmede os planen for genåbningen.
Der udover tog jeg også den svære udfordring op fra mine brødre, nemlig at fortsætte skrivearbejdet samt. fik læst en del mere bøger.
Lettelse vs. Frygt
Det hjalp en del, efter at regeringen kom med en plan, for det gjorde , at jeg lettet lidt mere op inden i mig selv, og kunne kigge frem ad.
Selv om jeg frygter at vi lukker portene igen, er det stadig beroligende at se hvornår f.eks i mit tilfælde, at caféer og foreninger, og de frivillige må starte igen.
Det er svært at tyde 100% ud fra planen, men den er alligevel god, fordi man nemmere kan sige til sig selv: ‘Nå men hvis ikke de åbner den 10 Maj, så åbner de ihvertfald senest den 5 juni’ f.eks .
Min oplevelse
Jeg må indrømme, at set med mine egne øjne, syntes jeg danskerne er blevet mere og mere ligeglade, for hver gang der har været nye tal på pressemødet.
Jeg har været nogle gange i Netto i tiden her, og hver gang har jeg oplevet, at folk ikke holder afstand ved varerhylderne.
De går som var det en almindelig tid, ikke noget med, at spørge om man må komme ind efter en varer, NEJ, ‘Jeg skal bare have den varer, og det skal være nu!’
Med døren på klem, fungere livet lige nu som en fælde:
Vælger du den rigtige vej, klapper fælden ikke i, MEN træder du ved siden af eller vælger den forkerte vej – SÅ klapper fælden i, og du kan starte forfra igen- i første omgang med at finde en udredning
Fokus på Psykisk sårbare
I tiden har jeg også deltaget i et journalistprojekt igennem nogle journaliststuderende fra journalisthøjskolen i Århus. Projektet hed: ‘Psykisk sårbare i svære tider. (f.eks covid-19)’.
En af dem har fulgt mig i 3-4 uger ift. min livsstil, daglig hjælp, og pårørendes oplevelse.
Det er altid en fornøjelse at kan bidrage til sådanne projekter, så længe mine svar kan bruges.
Det var også sjovt, selv om det var kort, at give min mening til kende, da jeg blev ringet op af Skala FM ifm. om Snooze er GO eller NO GO.
Jeg elsker at deltage i den slags forskellige medier, men prøver også at være bevidst om, at man skal ‘pakke sine ord ind’, så man kun siger lidt ad gangen, og ikke mere end højest nødvendigt 😉
Hvad har dette med usynligt handicap at gøre?
Jeg må indrømme:
“Det er ikke sikkert at dette lige indebære 100% ‘Det usynlige handicap’, men jeg håber dog alligevel, at du som læser har fået noget udad dette. “
Det vigtigste for mig er:
- at du som læser kan genkende dig selv i mig, ‘ikke nødvendigvis på alle punkter, men dog på nogle punkter, – og det er jo et kæmpe plus i min bog ‘-
- hvis du specielt kan genkende dig i mig, i de svære situationer.
Tusind tak for jeres opbakning allesammen, jeg ser frem til at komme ud og snakke med jer i det virkelige liv igen.
Der er lys for enden af tunnellen igen, nu skal vi bare sørge for at mørket ikke vinder over lyset.
På vegne af detusynlige.dk
//Rasmus – Stifter