Jeg har denne sommer været på en familielejr igennem Epilepsiforeningen for første gang.
Selv om det var familier der deltog, følte jeg mig ret godt hjemme i selskabet, jeg fik specielt snakket meget med én sønderjysk familie der boede v. Vejle….
Børns uvidenhed
Familiens datter(12 år), som var en glad en af slagsen, var den epilepsibærende.
Det var tydeligt at hun ikke gik og tænkte på, at hun havde epilepsi, hun koncentrerede sig mest om, at være sammen med mor, far, og de nærmeste hun havde ‘lukket ind’ i sit liv.
Det var kun ved medicintid, hun blev ‘mindet’ om det.
Datteren deltog dog også til aktiviteterne, når mor og/eller far skulle være med 🙂
Teenagere
Det sjove ved familielejren var også at opleve de andre børn med epilepsi.
Af de større børn snakkede jeg med en af mine venners børn.
Han led ikke som sådan af epilepsi, men af noget der minder om hallucinationer, altså en fantasiverden.
Drengen havde en tendens til f.eks, at den ene uge var det Romerriget, han talte ud fra, og den næste uge var det måske en indianerlejr, hvem ved 🙂
F.eks. Gav han denne uge Brutus skylden for al hans ballade, andre gange kunne han snakke om nogle søskende, så man helt blev i tvivl om, hvor mange søskende han egentlig havde.
Der udover var det sjovt, at se hvordan han hele tiden prøvede, at komme ind på pigerne, selv når hans mor prøvede at få ham til, at makke ret med noget andet han var igang med, f.eks måltiderne, skifte tøj o.lign.
Aktiviteter
Af aktiviteter var der mange, mest for børn, men også for voksne.
Vi havde:
- Bålaften
- Klatring
- Social samvær iform á brætspil
- Bordfodbold og Poolbord
- Funworld-løb
- Orienteringsløb
Det var fedt, at mærke forskellen med børns interesser og voksnes.
Af brætspil spillede vi mest ‘Vildkat‘ , men mere som hjernevridning end som en konkurrence, alt blev trukket ned i børnenes tempo, og et eller andet må jeg have gjort rigtigt, for da vi havde ‘Børnefest‘ med DJ på, prøvede datteren, at få mig med på dansegulvet, denne gang sagde jeg dog ‘nej’, men lad os se om det sker en anden gang 🙂
Behov
Det har været tydeligt for mig, at man som forældre har et behov, for både at være der for børnene, men også at nyde dem i andres selskab, og når først det sker, kan den ene tage sig en pause for en stund.
Det stemmer meget godt overens med, hvad min lillebror også fortæller med min niece.
Som han sagde i bilen idag:
“Det bedste som også er det sværeste, er at være bestemt i tonen, så barnet lære fra start af, hvad det må, og ikke må”
Og jeg mindes ikke der var så stor forskel på familien med epilepsibarnet, og til min lillebror, hans kæreste og min niece.
Konklusion
Det er tydeligt, at der er fordele og ulemper ved både ungdoms og familielejren.
Der er meget mere gang i den på ungdomslejren, men også flere i samme båd vil jeg tro.
Familielejren er helt sikkert noget, jeg vil vende tilbage til, når ikke jeg kan være på ungdomslejren længere, men hvis det går lige så godt næste gang jeg kommer, kommer jeg igen.
Det gode er, at:
- Det er samme sted
- Det er mere eller mindre samme aktiviteter
- Der et fantastisk sammenhold og fællesskab
Og med det vil jeg sig:
– Tak for ordet og god uge