Vi kender næsten alle til ønsket om “at gå i familiens fodspor”.
Nogle lykkedes det for, bevidst som ubevidst, andre skaber nye veje.
Jeg vil her tage udgangspunkt i min far.
Barndom
Siden barns ben, har jeg ubevidst haft et ønske om, at gå i min fars fodspor.
Min far er uddannet maskinmester, og arbejdet på Storebæltsfærgen i sine unge år, der udover havde han gratis adgang til Jernbanemuseet i Odense og Odense Zoo, så det blev flittigt brugt i min barndom, og måske er det dét som har medført den interesse jeg har idag for de danske jernbaner og modulsammenslutning/modeltog.
De unge år
I mine unge år, begyndte jeg mere, at blive inspireret af min morfar i Ribe, og kolleger i form af have og lager-interessen, men der har hele tiden været den lille dreng i mig, der banket på og sagde “ Du må ikke glemme MIG” eller “ Du må ikke glemme vores mission”
Derfor begyndte jeg, at sætte mig mere ind i, hvad det krævede at komme ind til ´banerne´ , og jo svære det har vist sig at være, jo mere har jeg måtte lave delmål med den lille dreng i mig.
Far og søn
For et par år siden (2017-2019) i mit liv havde jeg faktisk en stor glæde ift. at gå i min fars fodspor.
Han har arbejdet en del efterhånden som Byggeleder/byggekoordinator, og da jeg kom i arbejde ved en blikkenslager som chauffør, og begyndte at køre materialer ud til forskellige byggepladser, var det som om at der var en dør, der åbnede sig mere, for min far og jeg havde meget mere tilfælles.
Det er ikke alle der lige rammer familiens fodspor.
Vores allesammens nationalskjald(Kim Larsen), er nok et godt eksempel på, at man ikke altid kan opfylde familiens ønsker, han gav det et forsøg som lærer, men følte sig bedre i sine egne spor med musikken i baggagen.
Jeg vil runde af med at sige:
“ Det vigtigste er, at når man står ved en skillevej, at man vælger den rette for én selv.
Mærk efter hvilken vej der føles rigtig, og lav evt. delmål for at opnå bedste resultat” 🙂
– Tak for ordet
– Rasmus
